Bestyrelsen for Riberhus Slotsbanke har haft møde d. 26. August 2021 for blandt andet at få en drøftelse af vedligeholdelsen af slotsbanken, kolonihaverne og engen ned mod Stampemølle Åen og Ribe Vesterå.

BESTYRELSEN

Henrik Præstholm har efter snart 20 år som formand meddelt, at han ønsker en anden funktion i bestyrelsen.

Henrik har gjort et stort stykke arbejde for slotsbanken, hvilket den øvrige bestyrelse takkede ham for.

Som hans efterfølger blev undertegnede Hans Kjær valgt. Henrik fortsætter i bestyrelsen som næstformand.

VEDLIGEHOLDELSE AF SLOTSBANKEN

Bestyrelsen kunne konstatere, at Esbjerg Kommune forinden bestyrelsesmødet havde skåret grøde i voldgraven. Helt efter planlægningen herfor.

Det har pyntet på området, som iøvrigt er godt vedligeholdt med gode grusveje og -stier.

KOLONIHAVER

Bestyrelsen har et ønske om – og iøvrigt også en pligt til – at passe godt på Slotsbanken og dens omgivelser, hvorfor det er vigtigt, at de omkring liggende haver lever op til de bestemmelser, som er fastlagt i regulativet for haverne.

 Vi har tidligere i et nyhedsbrev orienteret om, at alle haver er blevet fotograferet med en drone. Og at der vil være særlig opmærksomhed på nye overskridelser.

 Men bestyrelsen har også måttet erkende, at der tidligere er lavet forskellige forhold i nogle af haverne, som ikke er i overensstemmelse med regulativet.

Vi ønsker på ingen måde at fare frem med bål og brand. Men de mest åbenlyse forhold ser vi os nødsaget til at få ændret, hvis vi skal leve op til vores ansvar.

Nogle få haver dyrkes ikke. Det duer selvfølgelig ikke. Og slet ikke når vi har godt 30 personer på venteliste til en have.

Lejerne af de få haver vil få en mail om, at de ikke kan beholde haven, hvis ikke dyrkningen er igang til foråret.

Flere haver bærer iøvrigt præg af næsten ikke at blive brugt. Her bør lejerne overveje at opsige haven, så vi kan få folk fra ventelisten igang med at dyrke en have.

Andre har ikke fået opsat det havenummer skilt, som er krævet. Det er en lille sag – men også en let sag at løse inden udgangen af i år.

Så er der de lidt større overtrædelser af regulativet. Nogle af dem vil der skulle ændres på ved lejerskifte. F.eks. skal en nedgravet trampolin eller et for stort og højt arbejdsskur, som ikke må være der efter fredningsbestemmelserne, fjernes inden en senere ny lejer overtager haven.

I andre haver er der drivhuse, som vi heller ikke må godkende efter fredningsbestemmelserne. Når de drivhuse er udtjente, må der ikke opsættes et nyt drivhus.

Enkelte store træer i kolonihaverne er højere end de 2 meter, som er fastlagt i regulativet. Efter bestyrelsens opfattelse er de med til at give området karakter, så vi vil ikke gribe ind over for de nuværende træer. Men de andre mindre træer i området skal vi holde nede i højden.

Generelt er det bestyrelsens opfattelse, at haverne passes godt og fremstår rigtig flot i området. Det skal alle havelejerne have stor tak for.

Venlig hilsen

Hans Kjær

Formand

Korsbrødregade 11

6760 Ribe

Tlf. 20698950