Her på en sur og våd januardag har vi haft bestyrelsesmøde og ved godt, at det ikke er kolonihaven, der fylder mest lige nu.

Men vi vil alligevel gerne orientere jer om nogle af de drøftede punkter, som vedrører vores haver.

Havehuse

Vi har desværre været vant til et par indbrud i ny og næ i havehusene. Men aldrig før hærværk af den karakter, som havehuset i have nr. 36 A var udsat for i forbindelse med nytåret.

Hele havehuset blev bogstavelig talt sprængt i luften. Sandsynligvis af en krysantemumbombe. Det er drengestreger, som er gået alt for vidt!

Hvis nogen har set eller hørt noget, må i meget gerne kontakte politiet herom.

Lad os håbe, at det aldrig sker igen.

Slotsbankebestyrelsen har ikke en forsikring, der dækker sådanne skader. Og vi vil heller ikke få det. Så havelejerne må desværre selv sikre sig.

Der er flere, som har ønsket at opføre et mindre havehus i haven. Det kan også lade sig gøre, hvis regulativet overholdes. Det kan ses på vores hjemmeside Riberhusslotsbanke.dk

Ansøgningen sendes til bestyrelsen, som derefter indhenter myndighedstilladelserne ved dels Esbjerg Kommune og dels Slots- og Kulturstyrelsen.

Vi har 3 ansøgninger liggende til sagsbehandling ved myndighederne, hvor tiden har trukket lidt ud. Det er vi i dialog med myndighederne om og håber på, at tilladelserne kan være hjemme inden sommer.

Vandingslaug 

Bort set fra et enkelt er alle 9 vandingslaug kommet igang på forskellig vis. Det er flot, at havelejerne i de enkelte laug selv har kunnet få vandingsmuligheden etableret.

Det ene manglende vandingslaug er vi i samarbejde med om også at få det gjort funktionsdygtigt.

For hver laug er der en kontaktperson, som man kan henvende sig til, hvis der er spørgsmål om vandingsmuligheden.

Grenpladsen

En af vores større udgifter er få tømt grenpladsen. Det koster knap 10.000 kr. pr. gang, så vi skal helst kunne nøjes med bare 1 tømning om året.

Vi har derfor tidligere opfordret til at lægge haveaffaldet så langt op mod bag- og sidekant som muligt. Og ikke bare lægge haveaffaldet lige indenfor pladsen. På den måde strækker vi kapaciteten.

Og her må vi sige, at vi har et forbedringspotentiale. Ikke alle følger opfordringen.

På bestyrelsens vegne

Hans Kjær

Bestyrelsesformand