Bestyrelsen for Riberhus Slotsbanke har haft møde her en af de dage, hvor det er tydeligt, at de mange flotte og varme sommerdage i september er ved at nå sin afslutning. 

Vi vil gerne fortælle lidt om de emner, som har været på dagsordenen.

Nye bestyrelsesmedlem

Bestyrelsen på 4 medlemmer kan efter statutterne (ja, det hedder det😉) udvides til 5 medlemmer. Det har vi besluttet at gøre, og har nu fået Museumsinspektør Morten Søvsø med i bestyrelsen. 

Med Mortens store viden om Ribe og også slotsbanken er det en styrkelse af bestyrelsen.

Arbejdsskure

I flere af haverne er der opført arbejdsskure efter bestemmelserne i § 5 i Regulativet for haver. Her står også, at man forinden opførelse af et skur skal indhente tilladelse ved bestyrelsen.

For at vi kan give en tilladelse, skal vi i hvert enkelt tilfælde indhente myndighedstilladelse ved såvel Esbjerg Kommune som Slots- og Kulturstyrelsen. 

Det er – mild sagt – noget omstændigt og tidskrævende, hvorfor vi har søgt de to myndigheder om at få en generel kompetence til selv at godkende et skur i hver enkelt have.

Det har vi nu fået på vilkår, at regulativets bestemmelser overholdes.

Så har du ikke et arbejdsskur, kan du ansøge bestyrelsen herom. Du skal vedlægge ansøgningen en tegning af skuret, materialebeskrivelse og plan for placering i haven.

Grenplads

Vi havde før problemer med, at grenaffald blev aflæsset alle steder på grenpladsen. Det betød, at kapaciteten hurtigt blev opbrugt. Og dermed større udgifter til hyppigere tømninger.

Det er heldigvis ændret nu. Alle er gode til at lægge grenaffaldet så langt op mod trådhegnet som muligt. Tak for det!

Regulativ for haver

Vi møder efterhånden ofte problemer med, at hækkene ikke klippes og holdes i en max højde på 2 m. At haverne ved opsigelse afleveres uden oprydning. At der opføres f.eks. pergolaer og andet uden tilladelse. Og spørgsmål til, hvordan arbejdsskurene skal opføres. Og ikke mindst spørgsmål om, i hvilket omfang haverne skal dyrkes.

Det vil vi gerne håndtere på en måde, så vi ikke kommer til at ligne en vis kolonihaveforening i Aalborg.

Vi skal derfor i bestyrelsen have taget stilling til en revision af regulativet for haverne. 

Forinden vil vi derfor gerne inviterede alle jer havelejere til et møde, hvor vi dels får lejlighed til at fortælle om den særlige status, haverne har på et fortidsminde. Og dels få input fra jer til, hvad en revision efter jeres ønske skal indeholde.

Mødet bliver tirsdag d. 14. november kl. 19.00 sandsynligvis i Sejlklubbens lokale.

Med venlig hilsen

På bestyrelsens vegne

Hans Kjær

Bestyrelsesformand